Strikkeriget

Long time - no see!

Næh - det ER længe siden jeg har haft tid og energi til at skrive her. Arbejde, børn og kæresten min tager det meste i øjeblikket, og sådan må det bare være. I hvert fald i en periode, der varer noget tid endnu. Vi går nemlig til udredning med en af vores drenge på Skolepsykiatrisk Center - både de og vi tror at emil har Aspergers syndrom. Han har ikke været i skole siden omkring 1. december, og vi håber at udredningen kan give os og ham redskaber til at finde ud af livet og finde et skoletilbud, som passer til ham.

Men der er jo også sket andet!

Simons star wars trøje er blevet færdig - ja, altså hvis jeg havde haft energi til dig, var der nok blevet drysset nogle lyssværd og klonmasker ud over trøjen, men det var en afvejning af, hvor lang tid det ville tage mig at tage mig sammen og brodere på blusen, og så hvor hurtig Simon egentlig vokser og hvor længe han dermed ville kunne passe trøjen. Så vi stoppede efter den ultrahurtige montering (hurra for raglan!) og Simon er godt tilfreds. Nu er vi så bare løbet ind i det med at han kun kan have den på herhjemme, fordi det ikke er så sejt at have hjemmestrik på i skolen..

Nogle sokker er det også blevet til

   Jeg ved ikke om man kan se det på billedet, men det er ganske almindeligt råhvidt strømpegarn fra et eller andet supermarked, og så er der en dobbelt snoning hele vejen ned at sokken ud til tæerne.

For nogle uger siden var jeg på vej til well-ness-weekend (jeg kan næsten ikke skrive wellness uden at få et sliprigt billede fra Normalerweize ind på nethinden:-)) med mine to dejlige søstre. Jeg fik startet på et par strømper i noget flippet Opalgarn på vej til Horsens, hvor vi skulle være.

Egentlig skulle strømperne være til mig selv, men pludselig var de til min yngste søster - håber hun bliver glad når de er færdige om ikke så længe.

På arbejdet fylder finanslovsforslaget kæmpemeget. De fleste statslige institutioner skal have en tvungen opsparing på 1 % af deres budget for 2008 (haaallllååååå regering! Vi er omkring 1/4 vejs igennem 2008, så kan man da ikke gå ind og forlange sådan noget! tsktsktsk...) På uddannelsesinstitutionerne passer sådan en opsparing bare overhovedet ikke med at regeringen vil have så mange unge til at gennemføre en uddannelse som overhovedet muligt. Der er brug for at skolerne har ressourcer (læs penge!) til at lave individuelle uddannelsesforløb til rigtig mange unge, som af den ene eller anden grund har det svært med at gå i skole. Og skolerne er rigtig kreative for at finde frem til muligheder for den enkelte elev, men mangel på penge er altså en realitet!

Glædelig 1. søndag i advent

Det er mørkt derude og det har det været hele dagen. Heldigvis synes jeg adventskransen enlige tændte lys vækker et lille håb om at det snart bliver anderledes.

De sidste dage har jeg ellers følt mig hensat til dengang, hvor jeg var 7-8 år, gik i træskostøvler og brune garbadine-kassebukser og lærte at strikke af min dejlige mormor. Det er ømheden i fingrene, der vækker de minder. Jeg har forsøgt at få puttet maskerne fra to ærmer overpå rundpinden, hvor der i forvejen er alle maskerne fra bullen til star warstrøjen til Simon. Det er min første raglan-trøje, og nu forstår jeg hvorfor det kan være smart at strikke den oppefra og ned som man gør det her.

Hvis der nu skulle være andre, der ligesom er de rene novicer ud i raglan så kommer her erfaringsbaserede personlige tips til raglanstrikning:

1. strik for s.. - på rundpind op til ærmegabene og strik så to ærmer.

2. Træk begge skuldrene godt op til ørene, tag krampagtigt fat i den store rundpind med alle maskerne og strik hen til det ene hul, som er et ærmegab.

3. find det ene ærme frem og begynd at få ærmemaskerne over på den store rundpind. Det går fint, ikke sandt?

4. Når du er er ca. halvvejs gennem ærmemaskerne begynder det at være sådan lidt... øh - det glider ikke helt så nemt mere, vel?

5. Når du så kommer hen til de sidste ærmemasker, må du se i øjnene at det er dig eller strikketøjet! Måske man kan sende forslag ind til TV3 eller 2 om en udsendelsesrække med den titel. Når der finde "Det er mig eller hunden" soom programrække, er en udvidelse af konceptet da oplagt!

6. Måske må du i gennem flere faser for at få tvunget de sidste ærmemasker over - men hvis det lykkes, så glæd dig over den lange række heeeelt almindelige masker, du nu skal strikke hen til det næste ærmegab, og hvor dine stakkels forkrampede fingre kan finde lidt hvile.

7. Gentag punkt 3 til 6.

8. Når du når hen til ærmemaskerne igen skal du så - udover at vinde kampen en gang til - huske at tage ind på begge sider af ærmets første og sidste maske.

9. Og sådan bliver det formodentlig ved! - jeg ved det ikke, for jeg har ikke strikket så langt op på bærestykket endnu, at kampen er blevet nemmere. Men jeg glæder mig, for når det sker, så er jeg næsten færdig - og har en fed trøje til Simon, som stort set ikke skal monteres!

Opdatering 2

Kort tid efter webstrik-festivallen var det efterårsferie. Ja - det føles jo som om det er evigheder siden, men efter et par dages arbejde drog vest over og landede i Fredericia på et feriecenter. Vi besøgte gamle venner, var på Danfoss Universe på Als osv. Men over alle minderne stråler mindet om mit første besøg hos LUND + LUND! Jeg ville ønske jeg kunne flytte ind i butikslokalerne og sove på hylderne om det skulle være! Eller alternativt flytte til Fredericia. Der var hyggeligt, inspirerende, god betjening, masser at garn at kigge på og mærke på. Jeg faldt for Claudia fra Designclub.dk .

Modellen var strikket op og hang på bøjle i butikken, og det gode ved den er især at der er placeret snoninger strategiske steder rundt om livet i trøjen, sådan at snoningerne giver en lidt figursyet effekt. Opskriften og garnet nærmest hoppede ned i posen - jeg valgte noget lys grøn meleret garn, og jeg er sikker på at Claudia blir et hit.

Nu er det jo længe siden, at det var efterårsferie og har efterhånden alle her på matriklen rettet næserne mod advent og jul. Min søde Mulegøj på 11 år har sit at slås med og kommer nu videre i undersøgelsessystemet. Jeg har mine kritiske forbehold overfor at det åbenbart er nødvendigt at give diagnoser til børn, der ikke lige præcis passer ind i det mainstreamede system, vi har her i landet. Men jeg har overgivet mig - han skal ikke føle sig som den eneste i verden der har det svært med støj, et højt tempo, mange krav om at tage ansvar for egen læring, det sociale samspil med klassekammerater. Nu venter vi nogle måneder på at henvisningen fra Pædagogiks Psykologisk Rådgivning virker og vi får en indkaldelse til det næste trin på afklaringsstigen.

Men der er heldigvis også glædelige begivenheder. Mit store bonusbarn fyldte 18 i går og vi var med til en ordentlig syg fest for ham. Snart flytter han hjemmefra - og det er vemodigt, for det sætter jo ens eget liv i relief. Hvordan kan det gå til? Hvordan kan han flytte hjemmefra når det ikke er lang tid siden det var mig selv, der stod der og knap nok kunne nå at binde mine egne sko fordi jeg ville så hurtigt ud af døren. Ud til liv og glæde, muligheder, fester og sjov, ansvar og voksenhed. Jeg er sikker på han klarer det fint, mit store bonusbarn. Hjertelig tillykke til ham.               

Opdatering 1

Der løb lige knap og nap et par måneder mellem fingrene på mig - ligeså hurtigt som sand fra Dueodde kan gøre det. Så her kommer lige lidt opdateringer, stort og småt i mellem hinanden.

Webstrikfestivallen var jo før efterårsferien, en weekend i Næstved. Jeg drog derne' a' lørdag formiddag - jeg havde nemlig kuns tilmeldt mig til at være der 1 dag. Viiiild oplevelse at træde ind i et stort stemningsfuldt rum med mange, mange kvinder, der sad og knitrede løs med den der særlige samtaleform, hvor man taler sammen mens man mestendels kigger ned på pinde og snor. Der var garn ud over alle breder og det var fantastisk! Der var spinderok, der kørte derud af, der var små grupper af kvinder, der lærte nyt af hinanden. Der var kaffekopper, opskrifter, tasker og bunker - det var skøøønt. Rummet vi sad i har været en katolsk kirke indtil for ganske få år siden - og jeg ku simpelthen mærke det, da jeg kom ind. Først troede jeg at det var alle de strikkende kvinder, der udgjorde stemningen. Men ved frokosttid fik vi hele historien om det hus, der nu er vandrehjem, men har været kloster i mange år. Så for en gammel katolik som mig var det en særlig oplevelse at være der, og være sammen i et fællesskab, som i den grad giver mening.

Jeg fik fingrene i en hel del garn - Dorte B kom forbi med ting og sager fra hendes butik, og jeg fik fat i 10 nøgler merinould fra Gepard i en skøn mørkelilla farve. Bente var der også - hun havde sin rok med, og jeg købte det blødeste af det bløde - rigtigt kælegarn: 88 gram 100% håndfarvet morbærsilke i en is-grå farve. Et par Opal-nøgler til strømper til mig selv (jeg får nok ikke drengene til at rende rundt i lyserøde og lilla nuancer foreløbig!) fra Vivian. Og så hilste jeg på Vigdis - og fik fat i et norsk hæfte med Selbustrik. Det glæder jeg mig til at gå i gang med, vanter, sokker, huer osv.

Jeg selv sad og strikkede på en trøje til Simon , som var ved at falde i svime da jeg kom til at vise ham, hvad Britt havde lavet. Ja, han var faktisk tæt på at skifte mor i den anledning - eller i hvert fald ansøge hos Britt om at komme på aflastning hos hende. Heldigvis kom Britt mig til undsætning med mønstre på figurer, skrift osv., så jeg kunne komme op på mor-piedestalen igen, phew! At trøjen så er min første raglan-slags - det synes jeg jo bare er sjovt at prøve. Lige nu er jeg nået dertil hvor man skal alt det der med at sætte ærmer sammen med kroppen og tage ind og hvad ved jeg.

Nok opdatering for nu - der kommer flere afsnit i føljetonen...

Kriblekrable

UUUUFFFFF! Det kribler og krabler og klør og kilder og irriterer og generer i mit hår! Jeg fandt en lus i morges i mit eget hår, så nu ryger min aften til balsamhelvede og lusekæmning af moi, tre drengehoveder samt en mand, som aldrig bliver bidt af de små kræ, men som alligeveller skal kæmmes, fordi hvis nu...

Min aften, der i første omgang skulle være optaget af et bestyrelsesmøde på drengenes frit, i anden omgang - efter aflysning af mødet - var viet til ærmegabene på livstykketrøjen, men som jeg nu ser fordufte i badevand x 3, balsam i 20 minutter x 5, omhyggelig kæmning x 5... + skumlen over at dette skal gentages hver 2. dag det næste stykke tid. Øvøvøvøv! Kommer for øvrigt lige til at tænke på sidste gang vi havde lus... hvor Simon på 8 udbrød, at han altså elsker når vi har lus, fordi så nusser vi så meget! Alt det hår- og hovedpleje er luksus-nus for ham, så måske jeg bare skal lade som om, at det ikke er irriterende og så udråbe aftenerne de næste par uger til nusse-aftener. Så må vi se hvad der kommer ud af det...

Hilfe! - det går slet ikke!!!

Hvordan skal jeg komme videre når jeg ikke forstår en opskrift? Jeg er (blandt andet) i gang med livstykketrøjen, men jeg fatter det ej: Når man  er nået op til ærmegabene, skal der tages ind til ærmegab, men jeg kan ikke finde ud af om man skal tage ind både på forsidestykkerne og på bagsidestykkerne eller hur???

Ja, mit hår stritter nogenlunde lige som her på billedet over opskriften (ellers skulle der vist ikke være andet som Einstein og mig har til fælles..)

Ellers har jeg mest produceret til forrådskammeret, for eksempel disse halvvanter til mine små pølsefingre i efterårsvejret. Og ikke mindst uldne sokker til Emil. Hans fødder er blevet for store til at komme med på billedet helt - hvordan kan man være 10 år og så bruge str. 37/38 i sko??? Hvordan skal det ende med hans fødder når han så begynder at vokse for alvor? I det mindste må han kunne stå godt fast i stormvejr - og det har han måske i særlig grad brug for. Han er en dejlig dreng, sjov, kærlig, kreativ som ind i h..., intelligent, men også hamrende følsom. Han har sine daglige kampe med skole, sine brødre og alle de krav, der stilles fra mor og far. Jeg under ham alt godt i livet, min søde skat med de store fødder!

Så er vores yngste barn Lukas blevet indrulleret i den danske folkeskole. Stor dag for ham og for os, men også vemodig, for som han selv sagde til mig forleden... Så har du jo ingen små børn mere, mor! Næh, det har jeg vist ikke, men det har været dejligt at genopdage verden sammen med hver eneste af vores drenge, og den oplevelse er jo heldigvis ikke slut fordi de begynder i skole - tværtimod! Men... det er alliveller som om den mentale navlestreng bliver klippet i, når inspektøren råber Lukas op, han rejser sig, tager sin nye, fine skoletaske på og tager de skridt væk fra mig. Jamen det er jo på linie med at rejse til en anden planet. Hans far og jeg har heldigvis prøvet det før og ved hvor meget hans hjerne vokser de næste par år, og vi ved også hvordan Lukas' krav om større frihedsgrader vil mangedobles jo mere af verden han indtager. Og så er det at vi skal give slip på ham under ordnede forhold. Dælme en svær opgave! Godt at vi stadig får børnechecken til at trøste lidt...

FÅÅRRK!

... mit nye arbejde ligger ca. 100 m fra Sommerfuglen! Så rækker den lønforhøjelse jeg fik tilkæmpet mig ved ansættelsen jo ikke langt!

Så er vi på hjemmebane igen! Vi har været i Budapest, og det var viiiildt på mange måder. Vi havde ikke liiiige fået lavet pas til Emil, Simon og Lukas i god tid, så vi stod der en sen eftermiddag på Borgerservice på Trianglen i København medbringende bilder (ja, det hedder det altså på jysk) af ungerne, dåbsattester for alle tre (kun een var blevet væk og rekvireringen af en ny skete heldigvis temmelig smertefrit) udfyldte og underskrevne anmodninger om pas samt sæføli tre kække drenge og to trætte voksne. Køer(findes ikke kun på marker i Jylland) var der over det hele - der var dælme også køer hen til sidepladserne hvor man kunne sidde i kø. Nå men endelig når vi frem til den medarbejder der er placeret på passene den dag. Alle drenge op i kø for at blive målt i højden... Lukas, som er 6 år, spørger medarbejderen efter endt måling, hvor høj Lukas så var. 130 cm meddeler den kommunale medarbejder, hvorpå Lukas spærrer sine store øjne op og jubler ud over hele Borgerservice: Årh, manner!!! Det er jo ny personlig rekord!!

Dagen før vi skulle flyve til ferihegy airrrporrrt, Budapest med Ungarns nationale flyselskab Malev, lagde Simon sig med ondt i halsen og feber. Afsted til vagtlægen med ham. Vi bor i Københavns Kommune, og her er vagtlægesystemet organiseret således, at den skjulte strategi MÅ være, at afholde så mange borgere som muligt fra at gøre brug af vagtlægerne. Man ringer op til vagtlægekontoret, holder i kø i telefonlinien, får af vagthavende telefonvagtlæge tilladelse til at dukke op på et af kommunens udvalgte vagtlægesteder - der er måske 3 steder i København, hvilket man jo så kan regne ud medfører betragtelige ventetider. Ventetiden regnes ud fra når man er kommet hen til stedet - der tages ikke hensyn til om man kommer med et sygt barn, er megasyg eller andre forhold, der kunne virke formildende på ventetiden. Man trækker et nummer - og venter. Vi bliver altid anvist til vagtlægen ved Brandstationen på Frederikssundsvej, og vi nærmer os virkelig en af mine politiske kæpheste her! Hvordan i hede hulen kan det være så vældig uværdigt, ucharmerende, ufleksibelt at skulle til vagtlægen??? Man står (hvis man er heldig kan man tilkæmpe sig en siddeplads) i et lillebitte venterum samt i en entre i en gammel villa, hvor der sidder en - højst to vagtlæger til at betjene borgerne i København?? Der er ingen mulighed for at få noget at drikke, ingen underholdning til syge og utålmodige børn, masser af larm og uro, opgivende blikke og snot og baktusser ud over det hele. ADR! Og det tager flere timer før man får sine 4 minutter hos lægen. Og hvis vi skal fortsætte ud af samme spor - så er ventetiderne på skadestuerne herovre i Københavnstrup også nok til at det burde vælte en regering. Hvordan kan man ændre prioriteringerne i sundhedssystemet, så der ruller flere penge ned i lavstatus-områderne - det almindelige lægesystem, skadestuer, forebyggelse af livstilssygdomme,genoptræning?

Nå men tilbage til Simon... minus streptokokker i halsen, men til gengæld en ordentlig virusting, der gjorde det umuligt for ham at synke ret meget, gav ham høj høj feber og en vældig hovedpine. Stakkels dreng! Dagen efter tog vi alliveller til Budapest på Simons første flyvetur - stor oplevelse! Vi havde lejet en lejlighed i Buda - i nærheden af den gamle kongeborg og ikke så langt fra Donau. Budapest var en virkelig positiv oplevelse, selvom vi satte tempoet ned og ikke fik set så meget som vi gerne ville. Simon havde nemlig 40 i feber hele ugen. Vi fyldte ham med pamoler, og var ude et par timer, hvorefter Simon som regel skvattede sammen og gik i seng igen. Godt at det var en stor og dejlig lejlighed.

Vi var spændte på, om man så'n lissom ku mærke at det var et tidligere østland, vi besøgte, og på enkelte punkter var der virkelig slående forskelle på Dk og Ungarn. Det var svært at kommunikere med budapesterne - de kunne ikke ret meget tysk eller engelsk, ej heller de unge. Til gengæld var der rigtig mange ansatte i butikkerne - der var f.eks. en dame i supermarkederne, der vejede ens frugt eller grøntsager af - i stedet for at man skulle stå der og fedte med det selv. I legetøjsbutikkerne var der gerne en 5-6 unge mennesker, der gik rundt og besvarede spørgsmål eller "motiverede" ved at trykke på dimsedutter der kunne få et eller andet til at starte.

Og så var der sporvogne... Det var næsten ligesom at være med i Huset på Christianshavn!

Nu er vi hjemme igen, og i morgen begynder jeg på mit nye arbejde. Alt muligt nyt om strik må komme en af dagene, for der er produceret til forrådskammeret, jeg har arvet en strikkemaskine og har købt ind til en star warstrøje af episke dimensioner (jeg er vist desværre nødt til at lave strikkeprøve og regne ud og alt det der før jeg kan gå i gang!)

Hvad sker der her???

Ikke så meget, er jeg bange for! Ikke på strikkefronten i hvert fald.

Livstykketrøjen er jeg begyndt på, og det er hyggeligt at sidde og nørkle med den. Nu skal jeg til at strikke 2 ret, 2 vrang osv. i lang tid, og så er det jo godt at man samtidig kan få indhentet noget i forhold til at se alle de film jeg mangler at se.. Efter brylluppet skal jeg se for min egen skyld, hele Indiana Jones-sagaen skal vises frem for mine drenge, og så må der ellers komme hvad der vil. Jeg duer alligevel ikke til at sidde der foran kassen i for lang tid.

Men på alle andre fronter end strikkefronten har der været blæs på:

1 stk 40års fødselsdag afholdt (nemlig min)

1 tur med med mine tre drenge i Legoland (med tog frem og tilbage på en dag)

1 køleskab rengjort ned i mindste detalje

1 Alt for damerne motionsløb gennemført (mit første)

1 nyt job er blevet scoret (eller også har de scoret mig:-)

1 afslutning holdt på mit gamle arbejde

1 barnedåb har jeg været til

1 60 års fødselsdag har jeg været til

1 tur i Tivoli

1 tur på Bakken

1 koncert med Blue Oysters sammen med min mand

1 gang mad og en  masse øl og jazzmusik sammen med en god ven på Nørrebro Bryghus

1 omgang tømmermænd som jeg altid bliver overrasket over - skal der virkelig ikke mere til???

Heldigvis er der ferie nu. Og ideerne på strikkefronten er begyndt at myldre frem sammen med lysten til at tage fat på alle de små og store ufærdige projekter, der også ligger i dynger. Jeg slapper af når jeg strikker - og det er vist også nødvendigt, hvis jeg skal have energi til at begynde på nyt arbejde når ferien er slut - et arbejde der kræver, at jeg bliver konverteret til en rigtig dame. Anette v.2.0